Bliver du syg?

På første sygedag skal du straks give besked til Jobcentret, ellers kan det få betydning for din ret til sygedagpenge eller dagpenge under sygdom.

Du kan sygemelde dig på "Min side" på www.jobnet.dk. Når du har meldt dig syg, får a-kassen automatisk besked. Du kan også kontakte Jobcentret eller a-kassen telefonisk. Bemærk, ved sygemelding afmeldes du automatisk som arbejdssøgende i jobcenteret.

Er du ansat i et løntilskudsjob eller jobrotation skal du undtagelsesvist kun melde dig syg til arbejdsgiveren.

Når du er syg, skal du enten have' dagpenge under sygdom' fra a-kassen eller sygedagpenge fra din kommune alt efter, om du er helt ledig eller du er i et beskæftigelsesforhold som delvist ledig.

Dagpenge under sygdom fra a-kassen -hvis du er helt ledig

A-kassen udbetaler dagpenge under sygdom i de første 14 dage, hvis du er helt ledig. Er du syg i en længere periode, skal du efter de første 14 dage overgå til at modtage sygedagpenge fra kommunen.

Sygedagpenge fra kommunen- hvis du er delvist ledig

Hvis du arbejder på nedsat tid og får supplerende dagpenge, skal du have sygedagpenge fra kommunen fra din 1. sygedag.

A-kassen giver din kommune besked

Når det er din kommune, som skal udbetale sygedagpenge til dig, giver a-kassen automatisk din kommune besked om, at du skal have udbetalt sygedagpenge. Derefter vil din kommune sende dig et brev, som du skal underskrive og returnere til kommunen inden for 8 dage. Hvis du ved en fejl ikke får et brev fra din kommune, skal du kontakte kommunen inden for 3 uger fra første sygedag. Overholder du ikke fristen på 8 dage eller 3 uger, kan det få betydning for din ret til dagpenge under sygdom eller sygedagpenge.

Når du bliver rask

Du melder dig rask på "Min side" på Jobnet. A-kassen får automatisk besked om, at du igen er tilmeldt som ledig, og skal have udbetalt dagpenge. Hvis du ikke ønsker at få dagpenge, efter du er meldt rask, skal du sørge for at afmelde dig som ledig på Jobnet.